Mellem to verdener - En weekend adskilt 12. november 2023
Jeg sidder her i det gamle hjem på sofaen og venter på, at Michael kommer hjem. Han var denne weekend i det nye hjem sammen med Heinz. Jeg brugte tiden til at rydde op i laden. Nå ja, jeg er i hvert fald kommet i gang. Men jeg er faktisk kommet meget langt. Jeg havde nogle mennesker, der kom og købte forskellige ting eller tog gaver med, og nu er de væk. Det bliver tomt, og det er godt sådan.
Michael tog i dag alt det, han skal bruge til musik—alle hans instrumenter og det hele, som han ville have med til arbejdet som musiker—med til Danmark sammen med Heinz. De har allerede bygget alle hylderne op og fyldt dem. Det var kæmpearbejde, og det var godt, jeg ikke var der. Jeg ville bare have været i vejen. Det var en rigtig mand-grejer-dag, og jeg havde nok at lave her. Det var også godt for hunden og katterne, at det gik nogenlunde normalt, og jeg bare havde lidt mere tid.
Men jeg skal sige, at jeg var et par timer hos Karin, og det gjorde mig godt. For når vi ikke bor her mere, så kan sådan noget ikke blive muligt længere. Pigeaftener. Jeg har ingen veninder i Danmark endnu.
Det føles underligt, når huset her bliver langsomt tomt, og på samme tid fyldes vores danske hjem stykke efter stykke. En del af mig er altid derude, selv når jeg fysisk er her. Jeg forestiller mig, hvordan Michael og Heinz bygger hylderne, hvordan musikhjørnet bliver til noget rigtigt, hvordan lyset falder gennem vinduerne og fylder rummet.
Ebbi virker til at mærke, at noget ændrer sig. Han ligger ved siden af mig på sofaen med hovedet på mit skød og ser op på mig med sine loyale øjne. Katterne har været ude hele dagen i dag—måske nyder de det velkendte omgivelser, så længe de kan.
Tanken om, at spontane besøg hos Karin snart ikke er mulig mere, gør mig lidt veemodig. De velkendte ritualer, latteren på køkkenet, et glas vin om aftenen—jeg skal savne alt det. Men jeg ved også, at nye venskaber venter. Det tager tid, men det bliver til noget.
Når jeg lukker øjnene, hører jeg havet, som ikke ligger langt fra vores danske hus. Jeg mærker den friske brise og lugter den salte luft. Det følelse af frihed, af et nyt begyndelse—det er det hele værd.
Laden er allerede meget mere tom nu, og for hver del, der går, bliver farvel mere håndgribeligt. Men det føles rigtigt. Som en sommerfugl, der forlader sin puppe for endelig at kunne flyve.
Om et par timer kommer Michael hjem. Med nye historier, med fremskridt, med endnu et skridt mod vores fælles drøm. Og mens jeg venter på ham, pakker jeg allerede næste kasse i tankerne.
