Jeg læser konstant i tyske grupper og kommentarer, at Danmark er det forjættede land.
Landet med de lykkelige mennesker. Landet med hyggen. Landet med venlighed, ro og det bedre liv.
Og ja. Meget er faktisk anderledes her.
Noget mere stille. Noget mere menneskeligt. Noget mindre kompliceret.
Men én ting er Danmark helt sikkert ikke:
En endeløs ferie.
Fordi selv den smukkeste ferie ender engang. Og så begynder hverdagen.
Det er præcis det, mange mennesker glemmer – dem der år efter år har forelsket sig i dette land under sommerferierne. Man sidder på stranden, besøger små havnebyer, spiser is, nyder den afslappede atmosfære, og pludselig tænker man:
"Her vil jeg gerne bo."
Men mellem ferie og udflytning ligger en verden.
Ferie betyder lethed. Udflytning betyder forandring. Dyb forandring.
Og nogle gange gør den forandring ondt.
Selvfølgelig er der mennesker, der bor lige bag grænsen, fortsætter med at arbejde i Tyskland, bevarer deres venner, foreninger og sociale liv dér, og i princippet bare har flyttet deres adresse til Danmark.
Det er helt i orden.
Men det er ikke det samme som ægte udflytning.
Fordi ægte udflytning starter ofte først der, hvor man indser, at pludselig er intet mere selvfølgeligt.
Sproget for eksempel.
Til at begynde med kan man næsten ikke udtrykke sig. Man kan ikke sige, hvad man virkelig tænker. Kan ikke reagere spontant. Kan ikke fortælle hvordan det går en. Kan ikke bare være sig selv.
Og det er præcis det, der gør en ensom.
Pludselig står man der som et barn, der kender ord, men ikke kan formidle en rigtig personlighed mere.
Man vil gerne have samtaler. Vil gerne høre til. Vil gerne grinte, diskutere, lave sjov.
Men sproget mangler.
Og så sidder man hjemme og indser pludselig, hvor meget man savner alle de små ting.
Bageriet man kender. Det dumme kommentar ved kasserne i supermarkedet. Gamle venner. Familien. Kendte stemmer.
Sometimes man savner selv muligheden for at gå på kirkegården og "se til sine døde".
Og når det udenfor så blæser og regner og er grået i flere dage, får man nogle gange bare det vredeste og tænker:
"Det bliver aldrig bedre."
Ja, jeg har fortrudt min udflytning. Flere gange.
Jeg har ligget vågen mange nætter. Jeg har grædt. Jeg har tvivlet. Jeg har spekuleret på, om det valg var rigtigt.
Og overraskende få mennesker taler ærligt om det.
I stedet læser man ofte, hvor utroligt populære tyskerne angiveligt er i Danmark.
Hvor meget tysk ekspertise bliver beundret. Hvor begejstrede danskerne angiveligt er for tysk fejringskulturl. Hvor meget vi bliver værdsat her.
Og ærligt talt finder jeg nogle af de ting ret bizarre.
Selvfølgelig er det spændende når nye naboer kommer. Selvfølgelig bliver man mødt venligt. Og ja, når tyske familier holdt deres første store fest, når der laves mad, bliver snakket og fejret, så er det interessant.
Måske endda imponerende.
Men mange tyskere blander opmærksomhed med beundring.
Blot fordi nogen deltager venligt, betyder det ikke automatisk, at de gerne ville leve sådan.
Fordi måden man lever fællesskab på i Danmark, er ofte helt anderledes.
Stillere. Mere tilbageholdende. Mindre selvfremvisning. Mindre store gestus.
Og det er præcis der, hvor mange misforståelser opstår.
Tyskeren tror nogle gange stadig, at han bliver fejret, mens han i øjnene på mange danskere længe har diskvalificeret sig selv uden at bemærke det.
Ikke af ondskab. Men fordi man kommunikerer anderledes.
Mange tyskere optræder meget direkte. Meget til stede. Meget overbevist om sig selv. Det fungerer ofte godt i Tyskland. I Danmark virker det derimod hurtigt højt eller anstrengende.
Og så er der endnu noget, som næsten ingen taler om:
Ellbue-mentaliteten.
Det her "Jeg skal have det bedste ud af det". Dette konstante klageri. Dette rosinepikkeri. Dette behov for særbehandling.
Det går slet ikke an her.
Fordi Danmark fungerer samfundsmæssigt anderledes på mange områder.
Her betyder det, at ingen er vigtigere end nogen anden.
Lighed er ikke bare et politisk ord her. Det er en grundlæggende samfundsfølelse.
Og det er præcis der Janteloven kommer ind.
Mange tyskere kæmper kolossalt med det.
Fordi vi har lært at sticke ud. At præsentere os selv. At gøre os synlige. At virke succesfulde.
I Danmark virker præcis det nogle gange ubehageligt.
Ikke fordi danskerne ikke kan lide succesfulde mennesker. Men fordi man ikke skal gøre sig selv større end andre hele tiden.
Og så er der turismen.
Selvfølgelig lever mange regioner af tyske gæster. Man møder dem venligt, åbent og serviceminded. Ingen vil skyde sine gæster i dørene.
Men det misforstås også ofte.
Venlighed betyder ikke automatisk entusiasme.
Fordi nogle ting kommer faktisk negativt an her.
For eksempel når vejskilte, fyrtårne eller offentlige steder bliver klebet til med mærkat af tyske fodboldklubber eller andre klistermærker.
Man finder det ikke charmerende her.
Og desværre viser det sig gang på gang, at det er tyskere, der er årsagen.
Det er også derfor mange danskere nu kigger meget nøje.
Og så dette ord, som nu lyder fra alle hjørner:
Hygge.
Næsten alle bruger det. Naesten ingen forstår det virkelig.
Fordi hygge ikke er en indretningsstil.
Hygge betyder ikke lys, uldetæpper og kanelsnurrer.
Hygge er i sin essens en følelse.
En følelse af sikkerhed. Af tillid. Af fred. Af ligeværd.
Det betyder at være sammen med mennesker uden at skulle bevise sig selv.
Uden store masker. Uden status. Uden selvfremvisning.
Og præcis derfor kan man ikke købe hygge.
Man kan kun opleve det.
Men for at gøre det, skal man integrere sig.
Mal skal lære sproget. Skal lytte. Skal ville forstå. Skal acceptere, at tingene fungerer anderledes her.
Og det tager tid.
Some gange meget lang tid.
Udflytning betyder ikke bare at ændre sin adresse.
Det betyder at ændre sig selv.
Og det er der mange fejler på.
Ikke på Danmark. Men på deres forestilling om, hvad Danmark egentlig er.
