Taknemmelighed
I går var det 2. Pinsedag.
Egentlig havde jeg fri. Så tog jeg til kirken i Strandby. Michael spillede harmonika, fulgt af vores organist og kordirigent Anne og den vidunderlige Amalie fra vores rhythmiske kor.
Det var en smuk gudstjeneste. Men hvad der blev hos mig mest, var psalteludiet.
Psalmen hedder "Taknemmelighed".
"Taknemmelig"
Siden da har den fulgt mig.
I går hele dagen. I dag morges helt intensivt.
Sommetider hører man en psalm. Og sommetider er der psalmer, der åbner en dør inde i en selv. Denne psalm gjorde præcis det.
Amalie sang med en varmth og ærlighed, der rørte noget helt indvendig. Hendes stemme transporterede ikke bare et tekst. Den transporterede en følelse. Taknemmelighed blev hørt.
Måske er det derfor psalmen ikke har sluppet mig siden.
I går aften talte jeg i næsten to timer med min kære veninde Judith. I over fyrre år har vi fulgt hinanden gennem livet. Da vi mødte hinanden, havde ingen af os engang kørekort. Siden da ligger årtier fulde af delte minder imellem os.
Vi har set hinanden vokse, fejle, og starte på ny.
Sommetider finder vi de rigtige ord til hinanden.
Og sommetider behøver vi dem slet ikke.
Da forstår vi bare hinanden.
For det kan man også være taknemlig.
Under vores samtale sendte jeg Judith den oversatte psalm-tekst og videoen, som jeg havde optaget i kirken. Da jeg så den igen, blev jeg trukket ind i følelsen igen.
Taknemmelighed.
Ikke som et stort ord.
Men som noget helt simpelt.
Noget man føler.
Måske er det netop noget, som jeg særligt har lært at værdsætte her i Danmark.
Her møder jeg denne følelse igen og igen i musikken.
Mange gamle salmer finder vej ind i moderne popmusik. Samtidig bliver rock- og popsange til salmer og finder plads i kirker og sangbøger.
Musik hører ikke bare til på scenen her.
Den hører lige ned i livet.
Følelser må vises.
Glæde.
Sorg.
Længsel.
Kærlighed.
Taknemmelighed.
Og det var præcis det, man kunne mærke i kirken i går.
Da psalmen var fordunet, stod vi senere sammen i fællessalen. Der var kaffe og småkager, som altid efter gudstjenesten. Følget kom i snak. Nogle havde tårer i øjnene. Andre smilede stille.
Hver enkelt havde hørt noget forskelligt.
Følt noget forskelligt.
Og dog var vi alle forbundet af samme følelse.
Taknemmelighed.
Særligt rørte mig mødet med en mand, som jeg før ikke rigtig havde bemærket.
Han takkede os.
Ikke for en enkelt optræden.
Ikke for en bestemt psalm.
Men for at vi var kommet.
For at vi deler vores talenter med menigheden.
Jeg tror ikke, at nogen før har sagt til mig:
"Jeg er taknemlig for, at du deler dine talenter med os."
De ord har længe viberet i mig.
Måske fordi de betød så meget mere end musik.
Fordi da vi kom til Danmark for næsten tre år siden, var vi fremmede.
Vi skulle lære.
At lytte.
At forstå.
At finde vej.
Vi prøvede at lære kulturen at kende og blive del af det her samfund.
Og vi blev ikke ladt alene med det.
Mange mennesker rakte hånden ud til os.
De inviterede os.
Hjalp os.
Følgte os.
Sommetider tænker jeg, at nogle medlemmer af denne menighed tog rollen som tanter og onkler på sig for os.
De tog os i hånden og viste os, hvordan livet fungerer her.
Det er jeg taknemlig for den dag i dag.
Måske er vi kommet et stykke vej nu.
Ikke nyankomne længere.
Ikke længere de fremmede fra før.
Men heller ikke helt ankommet.
Måske mere som unge mennesker på vej til at blive voksne.
Vi mister os langsomt fri.
Vi tager egne skridt.
Og vi prøver at give noget tilbage af det, som vi selv har fået.
Måske var det netop det, manden mente.
Måske var han taknemlig for det.
Og mig?
Jeg er taknemlig for, at man ser os.
At vi må være med.
At vi er accepteret.
Og at en psalm nogle gange er nok til at minde os om alt det igen.
Og hvis nogen gerne vil høre denne psalm igen, og nogle andre til, er I varmt velkomne til vores sommerkoncert i Strandby Kirke. Onsdag den 3. juni 2026 kl. 19:00
Vi ses
Og her er teksten til psalmen:
Taknemlig
Taknemlig for dagen som den kommer, den nye strøm af fyldte åbne timer, taknemlig for alle dem du har skænket os, og for det åndedræt vi i tide fik lov at modtage, taknemlig, fordi du viser veje som vi modtager og modtager og selv aldrig behøver eje.
Taknemlig for alle livets somre, den grænsefri himmel over tiden, taknemlig for græsset under vores fødder, som gik man på en varsomt levet visdom, taknemlig, fordi der er dage hvor lyset på mærkelig vis vender tilbage.
Taknemlig for morgenstandens hvisken, et raslen fra et land hvor døden slutter, taknemlig for de fine ting vi plejer, de stille bånd mellem dybe venner, taknemlig, fordi de mindste tårer er varmere end tanker der sårer.
Taknemlig for sjælens erindringsdales, hvor alle dem vi mistede stadig eksisterer, taknemlig for livets klare tungemål, for de nye bånd der knyttes blandt os, taknemlig, fordi du gav os drømme som intet onde i denne verden helt kan ødelægge.
Taknemlig for det der i dag venter os, for evigheden vi bærer midt blandt os, taknemlig for livets smukke tråde, vævet af den kærlighed som bandt os, taknemlig, fordi vi står på gåder og ånder fra gådens mænd: Du leder og styrer.
Teksten stammer fra den danske teolog og salmedigter Iben Krogsdal og hører til blandt de moderne danske kirke-salmer. Sproget er med vilje poetisk og billedrigt; nogle formuleringer kan ikke oversættes ord for ord, men kun efter betydningen. Særligt skøn synes jeg linjerne:
"fordi de mindste tårer er varmere end tanker der sårer"
og
"for evigheden vi bærer midt blandt os".
De forbinder taknemmelighed, forgængelighed og håb på en meget imponerende måde.
