I dag morges var jeg på vej til Hjørring. Endelig en chance for at tænde radioen igen. PR5 Nordjylland sendte et program, hvor forskellige kunstnere, mest skandinaviere, tolkede Beatles-sange på deres egen måde. Nogle af versionerne kendte jeg, andre hørte jeg for første gang. Og så klang "In My Life" til sidst.
Det var som om, at det her sang havde åbnet en skuffe, som jeg ikke havde åbnet bevidst i meget lang tid.
Jeg tænkte på stederne i mit liv.
På Frankrig. På Italien. På Tyskland. Og på Danmark, som er mit hjem i dag. Jeg tænkte på byer, landskaber, kirker, gader, kyster og havne.
Steder, hvor jeg var glad.
Steder, hvor jeg lo.
Steder, hvor jeg græd.
Steder, som jeg måtte sige farvel til.
Men pludselig gik det op for mig, at jeg faktisk slet ikke husker stederne.
Jeg husker menneskene.
De mennesker, som gik meget for tidligt og hvis fravær mærkes den dag i dag.
Menneskene, som kun var en kort tid del af mit liv, men alligevel efterlod noget, som er blevet.
Venner, som jeg tilbragte utallige timer med og hvis veje på et tidspunkt skiltes fra mine. Ikke i strid. Men fordi livet nogle gange bare flyder stille i forskellige retninger.
Og menneskene, som bor langt væk i dag. Menneskene, som jeg måske sjældent ser, men som jeg alligevel føler mig dybt forbundet med. Fordi nærhed ikke bliver målt i kilometer.
Som jeg fortsatte, lå havet igen ved siden af vejen.
Jeg så ud mod havet. Pludselig gik det op for mig, at dette mægtige hav består af utallige enkelte dråber. Hver enkelt næsten betydningsløs. Og alligevel ville netop dette hav ikke eksistere uden en eneste af dem.
Måske er vores liv sådan.
Intet menneske udgør vores liv alene. Men ethvert menneske, som vi møder, er en dråbe i dette hav af vores liv. Nogle bliver kun et øjeblik. Andre ledsager os i årtier. Nogle forsvinder fra vores syn, men ikke fra vores hjerte.
Og på et tidspunkt indser man måske, at man selv også er blevet en dråbe i havet af andre menneskers liv.
Jeg kan godt lide den tanke.
Måske er det det egentlige arv af et liv. Ikke det, som vi ejer. Ikke det, som vi har opnået. Men de spor, vi efterlader i andre menneskers hjerte og de efterlader i vores.
