Fuld Fart Mod Danmark 17. september 2023
Det er helt vildt, hvor hurtigt tiden går, og hvor meget man kan få gjort på så kort tid.
De seneste syv dage er gået helt lynende. Når jeg falder i seng om aftenen, undrer jeg mig over, om dagen virkelig kun havde 24 timer. Det føles, som om vi har presset uger af arbejde ind på få dage.
Ryddet ud, smidt væk, pakket kasser, limet dem til og skrevet på dem. Mine hænder er blevet ru af at folde kartoner og rive pakketape af. Jeg drømmer om etiketter om natten og spørger mig selv om morgenen, om jeg virkelig ved, hvad der er i hver kasse. "Bøger stue", "Køkken hastigt", "Vinterpynt" — mit liv i stikord på brunt karton.
Tøjet pakket, indkøbt, katteplejen ordnet, og så videre og så videre. Listen over klaret arbejde bliver længere, men på en eller anden måde bliver huskelisten bare ikke kortere. For hver opgave jeg krydser af, dukker der to nye op.
Katterne observerer hele det hele roderi med en blanding af nysgerrighed og mistro. Især Boudelair har besluttet, at han skal hoppe ind i hver eneste tom kasse, før jeg må fylde den — hans måde at kontrollere kvaliteten på, antager jeg. Ebbi, vores hund, følger mig på hvert et skridt, som om han er bange for, at jeg skal forsvinde uden ham.
Om ikke engang 14 dage er vi på vej. På vej til Danmark, på vej til at få nøglerne. Jeg er helt opsupet af glæde. Denne blanding af forventning, nervøsitet og en smule vemod holder mig vågen om natten. Nogle gange, når jeg holder en kort pause fra pakkeringerne og går gennem de stadigt tomere værelser, går det op for mig, hvad et stort skridt det her egentlig er.
Men så tænker jeg på udsigten til havet, på det nye miljø, på alle de eventyr, der venter os, og så overvejer glæden igen. Om to uger har vi nøglerne til vores nye liv i hånden. Næsten utroligt!
Men nu må jeg i gang igen — kassen med vinterjakkerne venter stadig på mig, og jeg skal stadig finde ud af, hvordan vi får planterne transporteret. Livet i lynende tempo fortsætter!
