Hjemve—før jeg engang går 20. april 2023
I dag overfalder mig en bølge af følelser, som jeg næsten ikke kan få ord på. Hjemve. Men hvordan kan man have hjemve, når man stadig er hjemme? Det er et underligt følge—hjemve efter et hjem, hvor jeg stadig sidder, hjemve efter et liv, som jeg stadig lever.
Når jeg kigger rundt her, ser jeg ikke bare bare vægge og møbler. Jeg ser mit liv, det jeg har bygget så omhyggeligt op. Hvert hjørne er indrettet præcis, som jeg altid ønskede det. Der stikker så meget af mig selv i det her sted—mine drømme og ønsker.
Mine venner er her, min velkendte hverdag, mit trygge miljø. Et helt netværk af relationer og forbindelser, som er groet over år. Hvordan kan man bare forlade noget sådan?
Og så er der Michael, som i sine tanker allerede bor i Danmark. Han svæver nærmest på en sky af forventning. Hans øjne lyser op, når han snakker om vores fremtid derude. Og jeg? Jeg sidder her og ved ikke, hvordan jeg skal fortælle ham, at jeg egentlig slet ikke vil væk. At jeg helst bare ville lade alt blive, som det er.
Ordene sidder fast i halsen på mig. Hvordan forklarer man nogen, at man ikke deler deres drøm? Hvordan siger man "Jeg vil blive" uden at ødelægge drømme?
