Besøg med dyb fortrolighed 8. maj 2025
Min hverdag er blevet så fuld, at jeg har besluttet mig for ikke at gå i sprogskolen mere.
Det var ikke en let beslutning, men den var nødvendig. Jeg har simpelthen for meget at lave - både arbejdsmæssigt, fysisk og følelsesmæssigt.
Tandsmerterne har været en konstant ledsager i flere uger nu. De tager mine kræfter, stjæler min søvn, og alligevel skal jeg fungere her i Skagen. Jeg har påtaget mig ansvar derovre, opgaver som kræver min fokus.
At gå i skole på toppen af alt det andet var på et tidspunkt bare ikke muligt længere. Jeg prøvede længe, jeg ville virkelig gerne få det til at virke - men nu ved jeg det: Det går ikke. Det er for meget.
Jeg håber, at der på et tidspunkt bliver fundet en vej frem igen. Men lige nu må jeg passe på mig selv. Og det betyder nogle gange også at slippe ting, som ellers ville være vigtige - men som bare ikke passer lige nu.
Den 3. maj kom Judith og Erich til os - og i går var de kørt igen.
Det var en rigtig fin tid. Judith er en af mine ældste veninder, vi har kendt hinanden i næsten 40 år. Den slags venskab er noget særligt - der skal ikke store forklaringer til, og der behøver ikke være fuldt program hele tiden. Der er bare en dyb gensidighed.
Jeg skulle arbejde to dage, mens de var her, men det var helt uproblematisk. Når man kender hinanden så længe, er det slet ikke noget problem, at man ikke er til stede hver eneste time. Judith og Erich tog sig selv glimrende af - de tog små ture, læste, nød omgivelserne.
Og de forstod også fint, at jeg - efter at have brugt så mange dage på at forklare og vise turister seværdigheder - i min fritid bare ikke havde lyst til at gøre det samme igen.
Det var en stille, smuk, ærlig tid. Og jeg er taknemlig for at have sådan nogle mennesker i mit liv.
