Livet bliver ikke automatisk bedre på den anden side af grænsen
Men vi har dem alle i hovedet, disse billeder.
Du skal bare nævne et land, så går der en skuffe op et sted i tankerne.
Italiernerne? Lidenskabelige, højlydt, varmhjertede, altid lidt kaotiske.
Spanierne? Livsglade, afslappede og på en eller anden måde altid lidt bagud i forhold til resten af Europa.
Frankerne? Mennesker der ved at nyde livet. Lidt stolte, måske lidt arrogante, men selvfølgelig med god vin og fremragende mad.
Englænderne? Høflige, tilbageholdende, mærkelige, med den tørre humor hvor man nogle gange først cinco minutter senere mærker, at man lige er blevet taget til jorden.
Grækerene? Gæstfrie, lidenskabelige, familiebundne og måske ikke helt så knyttet til tidsplaner som tyskerne.
Og os tyskere?
Resten af Europa ved selvfølgelig præcis hvad de skal mene om os.
Vi er præcise. Ordentlige. Arbejdsom. Pålidelige. Vi elsker regler, laver en plan for alt og tager det så alvorligt at vi nok ville skrive vores spontanitet ind i kalenderen på forhånd.
Vi har angiveligt ikke ret meget humor. Men til gengæld kan vi organisere.
So langt så godt.
Men det bliver særlig interessant når vi kigger nordpå.
Fordi vi tyskere har ret præcise forestillinger om Skandinavien.
Menneskene der er mere afslappede. Venligere. Mere fredelige. Mere naturebundne. Mindre komplicerede. Samfundet er mere tolerant, mere moderne og på en eller anden måde mere menneskeligt. Du arbejder for at leve, i stedet for at leve for at arbejde. Og selvfølgelig sidder du bagefter ved stearinlys og det er skønt hyggelig.
Men det er værd at kigge lidt nærmere til.
Mellem Danmark, Sverige og Norge er der næsten en slags søskendehasardspil: Svenskerne betragtes som de korrekte og lidt stive søskende, danskerne som de mere afslappede, højlydt og nydelsessøgende og nordmændene som de naturebundne, velhavende kusiner fra bjergene. Og så er der billedet af finlanderne som mennesker der sidder stille med dig i saunaen i tre timer og bagefter synes I har haft en fantastisk samtale.
Men vi tyskere kan godt lide at putte dem alle i samme gryde:
Skandinavia er ét...
Og Danmark især får en bemærkelsesværdig glorias.
Hygge. Tillid. Ro. Fællesskab. Mindre stress. Færre albuer. Mere tid til hinanden. Børnene er gladere, de voksne er mere afslappede og på en eller anden måde virker hele landet til at have forstået hvad livet handler om.
Og nu er det måske tid til at trække vejret dybt ind.
Fordi kan det virkelig være sandt?
Kan det virkelig være at millioner mennesker inden for samme statsgrænse fungerer på en bestemt måde og et par kilometer længere væk pludselig helt anderledes?
Hvad sker der ved grænsen egentlig?
Faldt alle de tyske ure stille når du krydser grænsen ved Flensborg?
Bliver det stressede menneske automatisk afslappet?
Forsvinder ambitionerne med grænseskiltene?
Hører mennesker op med at være jaloux, utålmodige, uretfærdige eller irritable?
Selvfølgelig ikke.
Jeg har boet i Danmark i et stykke tid nu. Og måske er det netop en af de største forskelle mellem et land hvor man holder ferie og et land hvor man faktisk bor:
Til sidst forsvinder kulissen.
Så er Danmark ikke længere feriehuset bag klitterne.
Så er det mandag morgen.
Så skal nogen på arbejde selvom de ikke har lyst.
Så bliver barnet syg og ødelægger hele ugeplanens.
Så holder pengene måske ikke helt til ferien man glædede sig til.
Så er der ballade med chefen, skænderier i familien, en ødelagt varmeanlæg, en regning man ikke regnede med og en aftale man skal vente meget længe på.
Danskere er bange også.
Danskere bekymrer sig også.
Danskere vil også komme videre på jobbet.
Der er konkurrence og misundelse her også. Mennesker kan være uvenlige, uretfærdige eller selviske. Der er klaga og kiv her også. Der er tolerante mennesker og mennesker der slet ikke er det.
Og selvfølgelig er der mennesker her der er varmhjertede, hjælpsomme, fredelige og generøse.
Men ikke fordi de er danskere.
Men først og fremmest fordi de er mennesker.
Selvfølgelig er der kulturelle forskelle. Det vil jeg ikke, kan jeg ikke og skal ikke benægte. Samfund udvikler forskellige vaner. Hvodan man håndterer hierarkier kan være anderledes. Kommunikation fungerer anderledes. Tilliden til institutioner kan være stærkere eller svagere. Familieilvet, arbejdet, humoren, høfligheden og måden man håndterer regler på er faktisk anderledes.
Alt det er spændende.
Men kultur er ikke en karaktertest.
En dansker får ikke et hygge-gen plantet ind ved fødslen, ligesom en tysker ikke bliver født med et internt ur og et arkiveringssystem.
Måske er det netop her en almindelig fejl opstår, især når du bliver forelsket i et andet land.
Du forveksler følelsen af din egen ferie med hverdagen for de mennesker der bor der.
Selvfølgelig føles Danmark anderledes når jeg sidder ved havet om sommeren.
Jeg holder ferie.
Menneskene omkring mig måske ikke.
Jeg ser det smukke hus med det danske flag i haven. Jeg ser ikke bekymringerne hos familien der bor der.
Jeg ser mennesker på caféen og tænker: Hvor afslappede er de ikke her.
Men måske sidder der netop nogen hvis mor er alvorligt syg. Nogen der har mistet jobbet. Nogen hvis forhold går i stykker. Eller bare nogen der undrer sig over hvordan de skal betale næste regning.
Det kan man ikke se på et menneske.
Sig ikke når det handler om ferie.
Og det er måske grunden til at det er på tide at den almindelige Danmark-turist af og til tager de rosenrøde briller af.
Ikke fordi Danmark er dårligt.
Tværtimod.
Jeg nyder at bo her.
Men jeg behøver ikke at erklære Danmark til paradis for at elske det.
Måske begynder et meget mere interessant forhold til et land først når du stopper med at idealisere det.
Danmark er ikke en ferieprospekt.
Tyskland er ikke et land fuldt af mennesker uden humor der elsker regler.
Frankrig består ikke udelukkende af arrogante gourmander, Italien ikke af temperamentsfulde kunstnere og Finland ikke af tavse saunafolk.
Bag hver grænse lever mennesker.
Mennesker med følelser og præferencer, med styrker og svagheder, med frygt og håb, med regninger, sygdomme, drømme, dårlige dage og underfundige øjeblikke.
Måske adskiller vi os kulturelt mere end vi tror.
Men som mennesker nok meget mindre.
Og måske er det netop den bedste erkendelse man kan tage med fra udvandreret:
Liftet bliver ikke automatisk bedre på den anden side af grænsen.
Der bor mennesker bare og lever deres helt normale liv.
Sådan som os.
