Afsked i Neumünster 5. august 2024
Det er svært for mig at skrive i dag. Ikke fordi jeg ikke har noget at fortælle - tværtimod. Men fordi jeg stadig skal sortere i hvad disse sidste dage har betydet for mig.
Mor fik det virkelig ikke godt i Danmark. Selvom jeg meget gerne havde ønsket, at hun måske kunne finde et lille stykke hjemme her - det var det ikke. "Man transplanterer ikke gamle træer," siger man. Og ja, nu forstår jeg virkelig hvad det betyder.
Selvfølgelig gjorde hun sig umage. Hun syntes vores hus var flot, nød den fælles tid, var nysgerrig og åben over for alt det, hun kunne opdage her. Men den følelse af tryghed, af sikkerhed, af hjemme - den kunne hun simpelthen ikke finde her. Hun savnede sit vante liv, sin lejlighed, sine rutiner, sit velkendte miljø. Og uanset hvor meget vi prøvede at gøre hendes ophold rart, var det bare for meget forandring for hende.
Så vi accepterede hendes ønske om at rejse tilbage til Tyskland. Det var ikke en nem beslutning - for ingen af os. Men det var den rigtige.
Fordi min ferie slutter om to dage og skolen starter igen, kunne jeg ikke følge hele vejen med hende. Så vi besluttede at lade hende rejse alene med toget - så komfortabelt og sikkert som muligt. For at gøre det lettere for hende, kørte vi i vores lille blå Fiat Cabrio hele vejen til Neumünster. Vejret var vidunderligt, vejene var frie, og der var en stille forståelse i luften.
På stationen havde vi stadig knap en time tilbage. Tid til et sidste samtale, til stille øjeblikke, til et smil der siger mere end mange ord. Det var en stille afsked. Ikke dramatisk. Men en der bliver ved med at virke.
Jeg håber hun kommer godt frem. Og at hun - tilbage i sit velkendte miljø - føler sig sikker og hjemme igen.
Her bliver et stille hjørne i mit hjerte for denne sommer, for alt det der var - og også for det der ikke kunne være.
Ibland kan teknologi hjælpe lidt med at lette hjertet.
Når mor havde besluttet at rejse tilbage til Tyskland, ville vi gøre togturen så behagelig som muligt for hende. Vi bookede hendes en plads ved vinduet i enden af et kupé - tæt på toilettet så hun ville have det komfortabelt på den lange tur. Og vi lagde en lille AirTag i hendes pung - ikke for at kontrollere hende, men for at give ro i sindet. For hendes skyld. Og for vor skyld.
Mor blev glad for det. Det gav hende en følelse af sikkerhed at vide: hvis hun skulle miste noget undervejs - pengepungen eller orienteringen - kunne vi hjælpe. Og for os var det dejligt bare af og til at se på mobilen: Aha, nu er hun i Hamburg, nu i Hannover - alt går som planlagt.
Vi nåede vores bestemmelsessted næsten på samme tid: hun i Karlsruhe, hvor hendes fætter tog varmt imod hende og bragte hende sikkert hjem. Og vi - tilbage til vores dagligdag her i Danmark. Et ankomst på begge sider.
Vi har allerede snakket i telefonen. Hun er glad for at være hjemme igen - i sit velkendte miljø, med sine ting, sine lyde, sin rytme. Selvfølgelig er hun træt - sådan en rejsedag tager sin tribut. Men hun lød tilfreds. Og det er det vigtigste.
Jeg er taknemlig for at hun var her. For at hun fik kendskab til vores liv her - vores hjem, vores venner, vores måde at leve på. Nu når vi ringer, ved hun præcis hvad jeg taler om. Hun har et billede for øjet når jeg fortæller om haven eller landsbykiosken, havet eller en af vores eftermiddage med venner.
Selvom dette besøg ikke var af varig karakter - det var vigtigt. For hende. Og for mig.
