Mellem sorg og små håbets glint 8. juni 2024
Alt hvad jeg gør, er overskygget af tomheden, som Ebbis død har efterladt. Det er som om, der ligger en slør over hverdagen, der får alt til at virke stille og tungt.
Den smertefulde hukommelse om fraværet
Jeg kan ikke cykle forbi hundeskovene uden at se hende løbe der. I min fantasi springer hun stadig rundt på engen, og i et kort øjeblik glemmer jeg, at hun ikke er her mere.
Jeg savner at fodre hende og lave minder med hende samtidig. De små, daglige ritualer, som man tager for givet, indtil de pludselig ikke er der mere. Jeg savner at komme hjem fra skole om aftenen og se hendes glæde, høre hendes hale banke på gulvet eller puder. Jeg savner hende så meget, at jeg næsten ikke kan få det i ord.
Når katte trøster
Men livet skal jo på en eller anden måde fortsætte. Det er blevet stille, for der er ikke længere krig mellem hund og katte. Kattene er også blevet på en eller anden måde mere kærlige, som om de vil trøste os, eller som om de vil fortælle os, at Ebbi savner dem også. De tre katte havde hele deres liv altid haft hunde omkring sig.
Jeg har egentlig ikke lyst til at give mit hjerte til mere dyr, fordi jeg ikke kan holde ud at have denne smerte, hvis noget sådan sker igen.
Endelig svar på mit albue
Andre emne: I går var vi i Farø. Der havde jeg en aftale hos en specialist angående mit albue. Det er næsten 200 kilometer fra os, men jeg havde endelig en læge, der tog sig af det og forklarede mig, hvad jeg fejler, eller hvad mig mangler.
For det første mangler jeg ligamenterne i mit venstre albue, og de kommer nok heller ikke tilbage. Man kan ikke sige det helt præcist - nogle gange regenererer noget af det igen, men efter så lang tid er det nok mindre sandsynligt.
Nu er det vigtig, at jeg gør albuet brugbar igen gennem fysioterapi, som kommunen heldigvis betaler for, og så længe det tager.
Der er ingen grund til at operere nu, og det vil man heller ikke. Man må først se, hvad der sker, når jeg gennem styrketræning og muskelopbygning kan få armens funktion tilbage.
Jeg vil også få besked fra en terapeut i Aalborg inden for de næste fem dage - han bor kun 80 kilometer fra mig. Han vil tage sig af mit albue, og så ser vi, hvordan det går.
## Små glæder på vejen
På vejen hjem besøgte Michael og jeg Aalborg og spiste rigtig godt på street food.
Men det smukkeste oplevelse var, da vi var ved den blå kilde. Det gjorde vi på vej derhen, så vi tog en time tidligere af sted. Den blå kilde ligger tæt på Arden og er et naturligt fænomen. Vandet fra kilden virker azurblåt. Det var virkelig fantastisk.
Men uden vores Ebbi er alt kun halvt så smukt. Selv de smukkeste øjeblikke bærer denne skygge af sorg med sig. Men måske er det også okay - måske hører denne sorg til, fordi den viser, hvor dyb kærligheden var.
