Overleve? Det er bare vinter...
13. december 2025
"Overleve vinteren i Danmark" For nylig kom jeg over denne formulering. Og den irriterede mig virkelig.
Hvad betyder det egentlig at overleve vinteren? Som om Danmark var et fjendeligt sted, man kun kunne komme igennem med specialudstyr og jernvilje.
Men kig blot på et kort, så kan man se hvor absurd det er.
Flensburg ligger lige ved den danske grænse. Tønder blot få kilometer derudover. Tror nogen seriøst, at vejret ændrer sig pludseligt der? Lever folk i Flensburg anderledes, kommer de anderledes gennem vinteren end deres naboer i Sønderjylland?
Og hvis man sammenligner alligevel: Hvor store er forskellene virkelig—mellem Flensburg og München for eksempel? Der taler vi om helt andre klimatiske forhold, uden at nogen taler om at skulle "overleve" den bayerske vinter.
Også når det gælder mørke, er det værd at kigge nærmere efter.
I den sidste uge af december, omkring den længste nat, og i ugen efter, er det her oppe i Norths Ende af Danmark kun omkring en time og tyve minutter længere mørkt end for eksempel i Heidelberg i Baden-Württemberg. Ikke mere end det.
Men vejret her er betydeligt mildere. Jeg har ikke den tunge, fugtige luft om vinteren, som næsten tager pusten fra mig. Ikke den konstante fornemmelse af, at alt er klamt... tøjet, væggene, tankerne... Det kender jeg meget stærkere fra andre egne af Tyskland.
Formuleringer som "overleve vinteren" lever af overdrivelse og dramatisering. De skaber billeder, som har lidt at gøre med virkeligheden. Den danske vinter er grå, ofte blæsende, nogle gange våd—det er rigtigt. Men det er ikke en ekstremtilstand. Det er hverdagen. For millioner af mennesker. Forøvrigt i hele Europa...
Lysforholdene bliver også gerne brugt i den forbindelse.
Stå op i mørke om morgenen, gå ud fra kontoret i mørke om aftenen... som om det var noget særlig dansk... Men det er ikke bare tyskere, der er flyttet hertil, der oplever det—det er mennesker i rigtig mange egne af Tyskland og overalt i verden, når vinteren kommer. Vitamin D-temaet bliver ofte fremstillet, som om det var en nordisk nødforanstaltning. Men i Tyskland er det længe siden helt normalt at tage vitamin D om vinteren—som tablet, kapsel eller dråber.
Og ja, mange mennesker der kender også det, som hedder vinterbluesen. Jeg kommer fra Rheinland-Pfalz. Og den findes der også. Disse tabletter løser problemet ikke helt, det gør de ikke mere her end der.
Men det interessante er noget helt tredje: Her, i det nordligste af Danmark, har jeg virkelig ikke tid til at give efter for vinterbluesen! Ikke fordi det er lysere. Men fordi der konstant sker noget her.
Der laves så meget sammen, at man, når man først er integreret, næsten ikke har plads til at trække sig tilbage og fortabe sig i mørke tanker. Det er næsten nogle gange lidt for meget. Kvindekaffe, strikegruppe, kor, håndbold, Zumba, vinterbadning og altid nye muligheder for at mødes, opleve fællesskab, lave noget sammen. Jeg oplever denne form for fællesskab her meget mere intensivt, end jeg kendte det fra Tyskland.
Og det bemærkelsesværdige er: hvis man engang ikke kommer, bliver det bemærket. Så spørger nogen til, om alt er vel. Det er ikke romantisering. Det er levet hverdag.
Og måske forklarer det også et andet ord, som bruges så inflationært i forbindelse med Danmark: hygge.
Overalt høres det, at man skal "hyggøre sig," alting skal "se hyggelige ud." Lys, tæpper, farver, indretningstrends—som om velvære kunne dekoreres. Men det rammer slet ikke kernen. Her i Danmark hygger vi os. Vi gør det os hyggelig, så det går os godt, så vi føler os vel. Det har lidt med trends at gøre og ingenting med tidsskrifter. Det er ikke en stil, men en indstilling. Og ikke mindst: noget fælles.
Måske ligger misforståelsen netop der. Man prøver at presse livsvirkeligheder ind i buzzwords. Vinter bliver til en prøvelse, hygge bliver til en kulisse. Begge dele bliver derved mindre og usandere end de virkelig er.
For man behøver ikke at overleve den danske vinter, og man har ikke brug for en vejledning for at have det godt.
Man lever bare. Også om vinteren.
