Man kan planlægge en udflytning. Seriøst planlægge den. Man kan bruge måneder på at tænke over penge, lejlighed, arbejde, sundhedsforsikring, bil, skatter, sprog og alt det små og store, som hører til et nyt liv i et andet land. Lave lister, lave regneark, researche, prøve at undgå fejl.
Og så på et tidspunkt konstaterer man: det virkede. Man bor faktisk i det nye land. Man har arbejde, forstår hvordan tingene fungerer, taler sproget. Maybe ikke helt perfekt endnu, men godt nok til at klare hverdagen. Man kender mennesker, har kontakter, måske har man endda fået nogle venner. Man ved hvor man skal handle, hvor man skal gå til lægen og hvem man skal ringe til når noget ikke virker. På et tidspunkt føles det nye land ikke længere som udlandet. Det er blevet hjemmet.
Og præcis så kan der ske noget, som man havde tænkt meget lidt over under hele planlægningen. Noget sker i det gamle hjemland. Og pludselig mærker man hvor langt væk tusind kilometer egentlig er. Før man emigrerer siger man sådan nogle sætninger helt selvfølgeligt: hvis der skal være noget, kan vi jo komme derover hurtigt. Hoppe i bilen og køre af sted. Det er i hvert fald teorien. I virkeligheden ser det lidt anderledes ud.
Så kører vi da af sted!? Hvis man arbejder, kan man ikke bare køre af sted til sit gamle hjemland i flere dage. Man skal have fri, og den fri falder ikke ned fra himlen—den skal tages fra sin egen ferietid. Man kunne sige at det jo er hvad feriefremd er til. Men en tur til sit gamle hjemland hvor problemer skal løses har lige så meget med ferie at gøre som en tandlægeaftale har med wellness.
Ti eller tolv timer i bil, eller tog, eller fly. Man kommer frem og har aftaler. Man skal have samtaler, samle papirer, besøge mennesker, måske løse konflikter, måske ordne ting som har været hængende i måneder. Man kører fra A til B, prøver at få så meget som muligt på plads og hele tiden ved man at tiden løber. For til sidst skal man tilbage. Til arbejde. Til hjemmet. Efter sådan en tur ville man egentlig have behov for at være på ferie først.
Og så koster det hele også penge! Også det tænker man overraskende lidt over på forhånd. Benzin, måske motorvejsafgifter, måske en overnatning på vejen. Ellers togbilletter, eller flybilletter. Dazu maden på vejen og alt det øvrige som hører til en rejse.
Og så kommer der endnu noget til. Når man tager til det gamle hjemland vil man gerne have noget med. Ikke fordi nogen ville forvente det—tværtimod. Desværre ville alle sige at man bare ikke skal tage noget med. Men det vil man faktisk gerne. Man bor jo nu i Danmark og opdager hele tiden ting hvor man tænker: Det ville være perfekt til ham. Det ville hun helt sikkert være glad for.
Man gerne give de mennesker som man ikke har set i lang tid et lille stykke af sit nye hjem med sig. Og selv hvis man kun regner ti eller tolv euro per person skal man ikke være matematiker for at se hvor hurtigt det bliver til en pæn sum når der er familie og venner.
Så kommer de helt banale spørgsmål. Har vi pengene lige nu? Vil vi gerne bruge dem på det lige nu? Skal turen være nu? Og samtidigt ved man: ja, nogle gange skal den være det.
Mangt kan ikke løses når man bor tusind kilometer væk
Det er hovedpunktet for mig. Vi lever i en tid hvor afstand stort set ikke ser ud til at betyde noget længere. WhatsApp, videokald, e-mail, netbank, digitale signaturer, myndighedsportaler.
Man kan ordne utroligt meget i Tyskland fra Danmark. Men ikke alt.
Der er situationer hvor man på et tidspunkt mærker: nu burde jeg faktisk være der.
Måske handler det om familie, sygdom, et hus, dokumenter, gamle forpligtelser, stridigheder. Ellers ting som har virket sådan set på en måde i mange år og pludselig slet ikke virker mere.
Og så opdager man at en weekend ikke er nok. At selv tre dage ikke er nok. Mangt bliver ikke løst med en aftale. Man kører derned, ordner en ting og opdager tre nye. Man begynder at præcisere en sag og opdager at der bag ligger et meget større problem, et som kræver en langsigtet løsning. Og så? Man kan jo ikke køre tusind kilometer hver anden uge.
Det bliver særlig svært når det drejer sig om familie Så længe alle kommer godt ud af det sammen, kan afstand nogle gange være overraskende nem. Man ringer, man skriver, man besøger hinanden og når man så ses igen efter et par måneder er man glad.
Men hvad sker der når der er konflikter? Når mennesker ikke taler med hinanden? Når der skal træffes afgørelser? Når man selv pludselig står uden for fordi de som bor der naturligvis er meget tættere på hvad der sker?
Afstand ændrer magtforholdene. Det lyder dramatisk men det er simpelthen en kendsgerning. Den som er på stedet kan reagere hurtigt. Kan køre derned, ringe på døren, hente papirer, have en samtale ansigt til ansigt. Den som bor tusind kilometer væk kan ringe eller sende en mail. Og det er simpelthen ikke det samme.
Vi tænkte meget lidt over det før vi emigrerede Ikke fordi vi var naive men fordi man simpelthen ikke kan forudsige hver enkelt udvikling i sit fremtidsliv. Man kan sikre sig mod meget men man kan ikke planlægge hvordan mennesker udvikler sig. Man kan ikke tage familiemæssige konflikter med længere frem. Man kan ikke vide hvem der bliver syg, hvem der skal bruge hjælp, hvilke sager der pludselig bliver vigtige.
Måske hører denne erkendelse også til at emigrere. Man forlader ikke bare et land, man skaffer afstand. Den afstand kan være vidunderlig. Den kan betyde frihed, nybegyndelse, fred, et helt nyt liv.
Men den har også en pris og jeg mener ikke bare benzinregningen.
Ville vi så ikke emigrere igen? Nej. Helt klart nej. Vores liv er nu her. Vi har bygget det og det føles rigtigt.
Men jeg ville tilføje ét punkt til de ting man bør tænke over før man emigrerer: Hvad sker der faktisk når noget opstår i det gamle hjemland som ikke kan løses med et telefonopkald? Ikke fordi man allerede skulle have den perfekte løsning. Måske findes den slet ikke. Men fordi det er godt at vide at det øjeblik kan komme. At "vi kan da komme derover hurtigt" er relativt når man bor over tusind kilometer væk.
Og at man nogle gange pludselig står mellem to verdener. Eget liv foregår længe nu i det nye land, arbejde er her, hverdag er her, hjem er her. Og alligevel finnes der hvor man engang havde hjemmet mennesker, erindringer, pligter og nogle gange problemer som stadig når én.
Måske er det præcis det en af siderne af at emigrere som man taler alt for lidt om. Man kan faktisk tænke på næsten alt. Og alligevel sker der på et tidspunkt noget som ikke stod på nogen emigreringscheckliste.
