Jeg skriver det her indlæg som en del af Katja Schoonbergers blogmarathon om emnet "Hvad vil du dog gøre med det?". Du kan finde opfordringen til blogmarathonet her:
https://schoonbergen.online/was-willst-du-denn-damit-mal-machen/
"Hvad vil du dog gøre med det?"
Jeg husker det øjeblik stadig helt tydeligt.
Min første mand var død. Corona havde verden i sit greb. Alt føles tungt. Gaderne var tomme, folk holdt afstand, og jeg følte mig mere ensom end nogensinde før.
Præcis i denne tid begyndte jeg at lære trombone.
"Hvad vil du dog gøre med det?", blev jeg spurgt.
Mit svar var: "Jeg ved det ikke."
Hvad jeg egentlig ville sige, beholdt jeg for mig selv.
At være lykkelig.
Men lykke var på en eller anden måde umodernt dengang. Mens alle talte om sygdom, begrænsninger og usikkerhed, føles det næsten upassende at sige, at jeg bare søgte efter noget, der gjorde godt for min sjæl.
Så jeg sagde ingenting.
Og i dag, når jeg tænker tilbage på den tid, er jeg nødt til at smile.
Fordi hvem ville have troet dengang, at jeg nogle år senere ville være gift med min musiklærer og emigrere til Danmark sammen med ham?
Livet skriver virkelig de smukkeste historier. Men som regel først i tilbageblik.
Må alt egentlig have et formål?
Når jeg tænker på det i dag, møder vi det spørgsmål hele tiden.
Hvad vil du dog gøre med det?
Naesten som om hver beslutning skulle have et klart mål med det samme.
En hobby skal helst tjene penge på et tidspunkt.
En videre uddannelse skal give udbytte karrieremæssigt.
Et nyt sprog skal have praktisk værdi.
Og selv et flytning bliver ofte først accepteret, når man logisk kan forklare det.
Men vi glemmer noget helt væsentligt.
Ikke alt, hvad vi begynder på, skal straks have et formål.
Some ting må bare give glæde.
Nogle ting må give os håb.
Og nogle ting begynder som små idéer, uden at vi ved, hvilke døre de en dag vil åbne.
I tilbageblik giver alt pludselig mening
Langt før jeg emigrerede til Danmark, skrev jeg gerne.
Som barn og teenager slugte jeg bøger og elskede historier. Senere begyndte jeg selv at skrive. Men som livet kan være, blev der næppe tid til det i hverdagen.
Men det behov lod mig aldrig helt slippet.
Til sidst så jeg mig selv sidde i et lille hus i Danmark i mine tanker. Med udsigt over grønne marker. Tid til at skrive. Måske engang en bog.
Det var ikke mere end det dengang.
Et billede.
En drøm.
Da vi endelig emigrerede til Danmark, blev der ikke skrevet en bog i første omgang.
I stedet blev der oprettet en blog.
Egentlig bare for familie og venner i Tyskland. Jeg ville dokumentere vores emigration, fortælle om det vi oplevede, hvilke udfordringer der var, og hvorfor dette land havde erobret vores hjerter så fuldstændigt.
Fra nogle få historier blev der flere og flere.
Og på et tidspunkt indså jeg, hvor meget jeg havde savnet at skrive.
Ikke fordi jeg ville opnå noget med det.
Men fordi jeg fandt mig selv deri.
At fortælle historier på forskellige måder
Noget tid senere blev jeg turvejleder.
Årligt være helt ærlig, ville jeg aldrig have planlagt det.
Men jo længere jeg tænker over det, desto mere tror jeg, at netop denne vej måtte passe til mig.
Jeg elsker at fortælle historier.
Jeg tager folk med mig.
Jeg begejstrer dem for et land, som jeg selv elsker.
Hvad enten jeg fører folk gennem klitterne i Nordjylland eller skriver en blogartikel, gør jeg egentlig altid det samme.
Jeg fortæller historier.
Historier om Danmark.
Historier om mennesker.
Historier om livet.
Måske var det hele tiden lagt i mig.
Jeg kunne bare ikke se det selv i mange år.
Ikke alle veje er lige
Der er endnu en ting, som har fulgt mig hele livet.
Jeg er en ligefrems person.
Jeg prøver at være ærlig.
Jeg siger, hvad jeg tænker.
Ikke for at fornærme andre, men fordi jeg tror på, at ærlighed er værd meget.
Det gør mig ikke altid bekvem.
Jeg skrammer nogle mennesker.
Som regel ville folk helst have mere diplomati.
Som regel ville det være nemmere at tilpasse sig.
Men jeg har lært, at jeg ville skulle bøje mig dobbelt for det.
Og det vil jeg ikke gøre.
Jeg tror, alle mennesker betaler en pris til sidst.
Eltens for at stå ved sig selv.
Eller for at miste sig selv.
Jeg har valgt at stå ved mig selv i stedet.
Mit svar i dag på dette indlæg i blogmarathonet:
Hvis nogen spurgte mig i dag:
"Hvad vil du dog gøre med det?"
Så ville jeg nok smile og svare:
Måske slet ingenting.
Måske behøver jeg ikke at vide, hvor det fører hen.
Måske er det nok, at det føles rigtigt i dag.
Fordi de smukkeste ting i mit liv aldrig var planlagt til detajen.
De opstod, fordi jeg var villig til at tage næste skridt.
Uden at kende hele vejen.
Du behøver ikke at vide, hvor din vej fører hen. Det vigtigste er at stole på dig selv, at acceptere dig selv og at gå din egen vej. Resten giver som regel først mening i tilbageblik.
