Nogle gange er det nødvendigt at tage en lille tur over grænsen for at se sit eget dagligdag med helt nye øjne.
I går var jeg på besøg hos min kusine i Flensburg. Kun et par timers tid sammen, og som det plejer at gå, endte vi med at springe lige ind i et stort supermarked. Jeg skulle egentlig bare have købt nogle småting—ting fra mit gamle hjemland, som jeg ikke så nemt kan få fat på her oppe i Nordjylland.
Og så stod jeg pludselig igen foran den grøntafdeling. Det var et enormt udvalg, alt så overskueligt ud, og der var utrolig meget løsvarer. Man kunne sammensætte sig hvad som helst præcis som man havde lyst. Bare sådan som jeg var vant til det. Man bemærker ofte først hvor selvfølgeligt sådan noget er, når man har været uden det i et stykke tid.
Her i Nordjylland ser virkeligheden anderledes ud. At udvalget af frugt og grøntsager ikke helt er så rigelig som i Tyskland, det er helt i orden. Jeg har længe accepteret det og kan leve dejligt med det. Men det der rigtig irriterer mig, det er det massive brug af emballage.
Snart alt er her pakket ind i plastik. Kartofler, løg eller hvidløg finder man kun sjældent i løsvarer. Og det er ikke sådan luftige net, men ofte helt rigtig stift plastik. Og så kommer der denne særhed, som irriterer mig hver gang: Mange af disse produkter ligger direkte i køleisen.
Selv grøntsager som man faktisk aldrig ville opbevare i køleskabet, bliver præsenteret her ved lave temperaturer. Det rigtige problem viser sig først hjemme i ens eget køkken. Det grønt blev til dels rigtig koldt opbevaret i butikken. Når jeg så opbevarer det sådan som jeg er vant til, klarer produktet ikke det ekstreme temperaturskifte.
Det går næsten i stykker. Det som normalt ville holde i flere dage, bliver pludselig hurtigt blødt eller får grimme tryk-mærker. Efter cirka 30 timer er meget af det næsten ikke til at bruge.
Så tilpasser man sig. Man lægger pludselig kartofler og løg i køleskabet, selvom det føles helt galt. Pludselig er køleskabet fuldt af fødevarer som aldrig før havde en plads der. Jeg har tilpasset mig livet her på mange områder. Mange ting fungerer bare anderledes, uden at være mindre godt af den grund. Men på det her område støder jeg på mine grænser. Jeg savner muligheden for at købe grøntsager i løsvarer og være sikker på at de holder friske i et par dage uden for køleafsnittet.
Men jeg bliver ved med at bemærke en modstrid som jeg stadig ikke helt forstår. Danmark er så langt fremme på så mange områder, især når det drejer sig om klimabeskyttelse og bæredygtighed. I nogle henseender virker landet virkelig forbilledligt og velgennemtænkt. Og samtidig har jeg aldrig i mit hele liv produceret så meget plastikaffald som her.
Eskerligt inden for færdigretter falder det i øjnene. Det er meget normalt her at købe færdige måltider i supermarkedet. Det er praktisk, det skal jeg ikke sige. Men de her retter kommer næsten altid i stabile, tykke plastikbokse. Elfølge bare simple smørrebrød eller det klassiske smørrebrød ligger ofte i emballage som næsten er for pæn til bare at smide ud med det samme.
Jeg blev rigtig opmærksom på det for nylig da jeg sad med kolleger ved kajen. Der var smørrebrød til alle, og de var rigtig godt lavet. Men hver eneste en sad i sin egen store plastikboks. Man står der så, kigger ud over havet og tænker: Det kan da ikke virkelig være vores ambition.
Måske er det bare en lille detalje i dagligdagen. Men det er netop de små forskelle der falder en i øjnene når man pludselig oplever dem anderledes.
