Nøgleoverdragelsen venter, og farvel med venner 10. september 2023
Det er officielt: den 29. september, altså snart, skal vi have nøgleoverdragelsen i Danmark. Det er næsten ufatteligt at der kun er godt og vel to uger tilbage, før vi officielt bliver husejere i Danmark!
I går mødte vi Anke, Thomas, Peter og Susanne, og vi holdt afskedsfest her hjemme. Det var en aften fuld af latter, minder og også nogle få skjulte tårer (i hvert fald fra min side). Jeg er allerede begyndt at pakke kasser, og det gode porcelæn bliver pakket færdigt i morgen. Dermed har vi ikke mange muligheder mere for at holde spisefester her i Tyskland. I gårs aften var således en afsked på mange måder - af huset, af fælles aftensmad her og lidt også af dette kapitel i vores liv.
Det var heller ikke helt uegennyttigt, for vi spurgte de fire om de kunne drømme om at følge med os, i det mindste engang imellem, når vi kører nordpå med flyttekasserne eller vores store bil og skal flytte. Man undervurderer altid hvor meget arbejde sådan en flytning giver, især over sådan en afstand.
Men før Thomas og Anke engang havde nået at sige ja eller nej, kom Susanne og Peter allerede råbende og sagde, at de begge havde fri på helligdagen den 1. november og helt sikkert ville være med på en flyttetur. Det glædede os enormt! Med venner som dem er man virkelig velsignet. Og vi kan helt bestemt bruge en smule hjælp til at slæbe de tungere møbler.
Og ja, på trods af den vemodighed jeg allerede mærker, var det i går aftes en skøn spisefest, og vi havde det virkeligt sjovt. Vi gravede gamle historier op, spekulerede på livet i Danmark (Peter er overbevist om at jeg om et år taler dansk flydende - jeg er skeptisk), og lavede planer for besøg. De fire har allerede inviteret os på sommerferie næste år til "vores" kyst.
Sådanne aftener viser hvad der egentlig betyder noget: ikke væggene man lever mellem, men mennesker man deler sit liv med. Og dem kan man heldigvis beholde også over grænserne.
Men nu bliver det alvorligt med pakkerier. De første hylder er tomme, og langsomt føles huset mindre og mindre "vores". Det er et mærkeligt følelse, men forventningen vejer tungest.
