Nogle gange spørger jeg mig selv: Hvor meget "dumshed" kan egentlig passe ind i en enkelt solrig eftermiddag? Hvis du leder efter et svar i dag — jeg har en til dig. Med nye spisestuestole, en sledehundrednings-mission i baghovedet og en ordentlig diplomatisk incident med naboerne.
Egentlig startede det hele så godt. Efter tre ugers forsinkelse kom de nye spisestuestole endelig. Mens montørerne skruede og arbejdede, stod hoveddøren på vid gab, havedøren også — vi havde jo fordrevent de gamle stole til skuret (man ved jo aldrig, hvornår man skal have en fodboldhold til middag). Kort sagt: der var travlt gennem huset. Michael og jeg tænkte: "Før vi skal sidde i forsamlingshuset i aften med musik, sang og Grønlands-foredrag, tager vi os en halv time sol."
Vi var knapt nok kommet nogle meter, før skæbnen slår til. Først husker en kat sig ind i hækken, og direkte efter: Boudelair! Vores kater. Langt væk fra hjemmet.
Jeg sætter selvfølgelig straks i "bekymret kattemor-mode": Giver ham ordentlig en lærestreg (man skal jo sætte grænser), hvorefter han kigger på mig helt forknyt. Men så kommer chokket: En tand stod helt skævt! Rigtig bøjet udad. Paniken kryber op. "Ikke dyrlægen igen!", tænker jeg, mens jeg løfter (det formodes ulykkelige) problem.
Boudelair var ikke særlig begejstret for redningsmissionen. Han ville ned, jeg trak ham op igen. Han ville tilbage, Michael snapt ham. Resultat: Michael er godt og grundigt ridset, og jeg har et (blidt, men helt tydeligt) bidmærke på tommelfingeren.
Til sidst gav vi op. Katten sad og er på græsplænen, vi trudede frustrerede hjem. Jeg kunne allerede se os for mig hos notfaldsveternæren i morgen tidlig.
Mens vi altså bandede og var ridset, og prøvede at få den "syge" kater terapeutisk tvunget hen mod hoveddøren, gik det op for mig: Vi er ikke alene her. Jeg tør knapt tænke på, hvad naboerne må have tænkt bag gardinerne.
Hjemme angekommen sætter jeg mig på bænken i spisestuen, tager telefonen frem og spørger panikslået "Doctor Google": "Katte tand skæv — skal jeg dø eller bare min bankkonto?"
Og mens jeg sidder og skriver, sker det: Først spadserer Beppo, vores førsteling, roligt forbi mig. Og direkte efter... Boudelair. Den rigtige Boudelair. Med perfekt gebit og et udtryk, der sagde: "Hvad kigger du på? Er der noget?"
Jeg var ved at smide telefonen i væggen. Vi forsøgte seriøst at kidnappe en fremmed katter. Vi slæbte ham med, transporterede ham væk og stillede en falsk diagnose.
Nogensteds deroude sidder nu en kater med en skæv tand og fortæller sine kammerater: "Fyre, i tror mig ikke, men i dag blev jeg bortført af to tosser, der hele tiden ville undersøge min tand!"
Jeg vidste ikke, om jeg skulle le eller græde. Til sidst blev det en hysterisk blanding af begge dele. De nye stole er øvrigt rigtig behagelige at sidde på, selvom min tommelfinger stadig prikler lidt.
Éns dag-konklusion: Se først, så rander man væk.
Og: Man må tilsyneladende være lige så dum, som man har lyst til, så længe det giver en god historie til sidst!
