Hjemland er ikke en sammenligning: Hvorfor Pfalz ikke skal være "Toskana"
Somme gange er det en velsignelse at se på sit gamle hjemland med lidt afstand. Selvom jeg nu har boet i norden i ret lang tid, er det stadig rutine hver morgen at kigge på den digitale udgave af min gamle lokalavis fra Rhinland-Pfalz. Det er forbindelsen til mine rødder, til de steder, hvor jeg kender hver eneste sten.
Men i sidste weekend blev jeg hængende ved en overskrift, som fik mig til at stoppe op. Der var den igen, den unødvendige sætning: Årets vinerugt havde været som en "kortferie i Toskana".
Men hvorfor unødvendig egentlig?
Jeg skal være ærlig—jeg finder det ret underligt. Hvorfor kan vi ikke bare glæde os over Pfalz' skønhed og dejlige klima uden straks at sætte en italiensk etiket på det? Har vi glemt at være stolte af det, som ligger lige uden for vores dør?
Er det én énsmundig længsel? Lad os forestille os det omvendt. Tror nogen alvorligt på, at omkring Firenze eller på Liguriakysten ville en vinfabrikant sige efter en solskinsdag: "Mand, det var herligt i dag, jeg følte mig næsten som var jeg i Rhinland-Pfalz"? Ikke særlig sandsynligt.
Det er paradokset ved det hele: Vi søger hele tiden efter det bedre, det fremmede, det eksotiske i det, som er vores eget. Men Pfalz behøver slet ikke det. De stejle borge, de sandstensfarvet landsbyer, de stejle skråninger der tager pusten fra os om efteråret—det er en helt unik, oprindelig kvalitet. Når vi kalder det "Toskana", gør vi et originalt værk til en kopi.
Et blik mod nord: Her oppe i Skandinavien observerer jeg ofte en helt anden selvtillid. Når vinden piskler hen over kysten og landskabet er kargt og koldt, bliver det ikke klaget over som mangel på Middelhavsfølelse. Tværtimod: Man er stolt af det rå, det ægte, det enestående. Man kalder ikke klitterne "Saharaen i Nord"—man fejrer dem præcis som de er.
Måske mangler vi denne rygrad nogle gange i Tyskland. Vi har en rig kultur og et landskab, der ikke har sidestykke verden over.
Jeg er ikke emigreret, fordi jeg ikke elsker mit hjemland. Tværtimod. Jeg elsker dette land, menneskene, klimaet. Men netop fra afstand ser jeg, hvor ærgeligt det er, når man gemmer sin egen identitet bag sammenligninger.
Tilbage til palatinatsangen... Jeg husker stadig godt, hvordan man dengang var "palatinat" med helt anden selvfølelse. Man sang palatinatsangen, ikke fordi man ville lade som om man var i Italien, men fordi man ville være præcist der, hvor man var.
Pfalz behøver ingen italiensk kostume for at glimre. Det er smukkest når det bare er sig selv: Palatinat, jordnært og velsignet med et klima som mange misunder os—helt uden markedsføringssnak!
Lad os bare tage på vineruten i Pfalz igen i 2027. Og ikke på en kopi af Toskana.
