En lille lyrisk overraskelse ved årsskiftet 9. februar 2026
Kort før jul fik jeg en mail fra Klausur Verlag. Jeg måtte læse den to gange. For nogen tid siden havde jeg deltaget i en udskrivning om temaet: Modsigelse. Denne gang handlede det om lyrik. Og lyrik er egentlig slet ikke mit område. Med prosa føler jeg mig meget mere hjemme. Men netop derfor ville jeg turde at prøve noget nyt.
Så jeg sendte en tekst ind... og glemte den helt ærligt igen bagefter.
Den 21. december kom overraskelsen: Klausur Verlag fortalte mig med stor glæde, at min tekst ikke kun hørte til blandt de bedste indlæg i konkurrencen, men også fik en rosende omtale. Jeg vandt ikke en af de syv præmier, men denne anerkendelse gjorde mig alligevel enormt glad, især fordi jeg havde bevæget mig langt uden for min komforzone med denne genre.
Den 6. februar blev antologien "Modsigelse" præsenteret klokken 19 på Kulturhaus Hölderlin 1 i Hannover-Kleefeld. Min tekst blev også oplæst der. Desværre kunne jeg ikke være til stede selv, da det var lidt for langt væk. Men det var alligevel en dejlig følelse at vide, at mine ord fandt deres plads den aften.
Antologien Modsigelse kan købes hos Klausur Verlag og koster så vidt jeg ved omkring tolv euro.
Og for alle jer, der er nysgerrige på min tekst, på mit indskud... her kommer den:
Jeg er sprækken
Jeg ser støvet danse,
når lyset falder gennem mig.
Jeg er sprækken. Ikke bare en lille revne i murværket, men spalten, hvor lyset falder igennem og med det smerten.
Jeg er mellemrummet, hvor ordet bliver til og i samme åndedrag tier hen.
Jeg er helheden, men alt hvad jeg berører, faldner i modsætninger.
Jeg vil have enhed og finder bevægelse. En endeløs frem og tilbage, der søger efter sig selv.
Måske er det sandheden: at intet levende er et.
Jeg siger Ja og hører Nej, som et ekko fra dybet. Jeg siger Nej — og føler Ja, som nægter at dø. Jeg går og bliver stående i gangen. Jeg bliver og bevæger mig alligevel.
Jeg vil forstå, men forståelsen flygter som en fugl, der letter, når jeg kommer for tæt på.
Jeg søger det punkt, hvor alt hviler. Men det pulser, stille som livet selv.
Jeg bygger broer af tanker, og vandet under mig griner af min anstrengelse. Fordi vandet ved: alt flyder — selv stenen.
Jeg er den, der ikke kan give sig. Den, der bryder sig selv og lever videre deraf.
Jeg er flagringen, der ikke vil slukkes. Det holder mig vågen, når verden drømmer.
To stemmer strides i mig: den ene råber: Orden, den anden hvisker: slip det. Mellem dem spændes mit hjerte. Det holder, og det river. Det banker, og det tier.
Måske er livet et forsøg på ikke at brække sig — men at leve.
Hölderlin sagde: "Nah er — og svær at gribe Gud." Men jeg tror, at modsigelsen er netop dette nærværelse: for tæt på til at begriben den. For sand til at benægte den.
Jeg vil tro. Men selv troen tvivler på sig selv. Jeg vil elske. Men selv kærligheden kender sin modsætning.
Så går jeg igennem dage med klarhed, igennem nætter med splittelse, igennem øjeblikke af lys.
Jeg er den, der mister sig selv igen og igen, for at finde sig selv på ny.
Og måske er det den eneste måde at være trofast på: at modsige sig selv igen og igen; ærligt.
Fordi det, der står stille, lever ikke mere. Det, der er helt, har holdt op med at trække vejret. Kun det ødelagte klinger. Kun det vacklende bevæger sig.
Jeg er sprækken. Og gennem mig går verden.
