Det sværeste farvel - Farvel, kære Ebbi 2. juni 2024
Vi kunne ikke se Daniel, Mona og børnene særlig ofte, selvom de besøgte os. Det var bare ikke muligt - vi havde simpelthen ingen tid. Fra et sekund til det næste var alt forandret, og pludselig var intet som før.
## Når alt vender
Fra et øjeblik til det næste blev det helt galt med Ebbi. Vi tog hende med det samme til dyrlægen, som først stadig troede, det kunne være et hormonelt problem. Men han tænkte allerede videre og ville lave forskellige tests. Ebbi blev i klinikken i seks timer, og da vi hentet hende, blev vi bedt om at komme igen næste morgen. Han ville lave flere tests med hende.
Det gjorde vi selvfølgelig.
## Den nedslående diagnose
Så kom beskeden, der vendte vores verden på hovedet. Ebbi har et nyre-problem - medfødt, uden at vi havde bemærket det. Den ene nyre fungerer slet ikke mere, og der er ingen mulighed for at få den til at virke igen. Den anden nyre virker næsten slet ikke.
Jeg skulle have truffet en afgørelse med det samme. Det kunne jeg ikke. Michael var heller ikke der, og hun er jo egentlig hans hund.
## De sidste timer sammen
Jeg fik medicin med hjem - smertestillende og andre præparater, der hjælper mod symptomerne men ikke mod selve sygdommen, for der er jo ingen behandling for det. Dyrlægen forklarede mig, at disse medikamenter kunne købe os lidt tid. Samtidigt gav han mig sit telefonnummer og sagde: "Du kan ringe til mig i weekenden, hvis du har brug for det." Jeg troede, jeg ikke ville have brug for det. Eller rettere, jeg var overbevist om, at jeg ikke ville.
Fredag eftermiddag gik vi en tur med hende i skoven. Det var mere skygget der, og det syntes hun rigtig om. Hun var sødt og gik endda klogeligt med os.
Om aftenen var vi med hende ved havet. Der ville hun ikke gå mere. Hun gik til det sted, hvor hun havde hvilet med Maya, dengang vi var her første gang. Hun så sig omkring, lod blikket svæve over havet en sidste gang, og så ville hun hjem.
## Hun vidste det selv
Om aftenen vægrede hun sig ved at tage sine tabletter. Hun ville ikke mere - det kunne man tydeligt se.
Da jeg næste morgen gik ud med hende, ville hun ikke gå der heller. Hun lavede en komplet tur omkring huset, så på mig, og jeg vidste, hvad hun ville fortælle mig.
## Et fredelig farvel
So ringede jeg til dyrlægen, og vi gjorde det på et smukt sted i haven på græsset. Det var meget fredeligt. Vi var alle samlet - også kattene var der, lidt i baggrunden, men vi var på en måde alle sammen der.
Selvom det var fredeligt, var det alligevel frygtelig.
Siden i går har vi ingen Ebbi mere. Det knuser mit hjerte.
Hun var meget mere end bare en hund - hun var familie, følgesvend, ven. Stilheden, hun efterlader, er næsten uudholdelig. Men jeg er taknemlig for alle de år, vi fik med hende, og at hun til sidst kunne gå fredeligt, omgivet af dem, der elskede hende.
