På jagt efter lindring 6. april 2025
Ugen startede alt andet end let.
Mandagmorgen kørte Michael og jeg til Schleswig - 400 kilometer bare i den ene retning. Det gør man ikke bare lige sådan. Men min tandpine blev værre og værre, og jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre.
Ikke i Danmark har jeg kunnet finde en tandlæge, der rigtig kunne hjælpe mig. Det er svært at få tid, der er stor usikkerhed, og så var der ikke andet at gøre end at køre tilbage til Tyskland.
Tandlægen i Schleswig åbnede kronen og lagde en medicinsk fyldning - i håbet om at få lindret det.
Men i stedet for at blive bedre blev det værre. Smerten er mere intens end nogensinde, og lige nu er det bare at vente og se, hvad der sker videre. Jeg er træt af smerten, irriteret over det hele frem og tilbage, og det koster mig ikke bare energi, men også tid, som jeg egentlig skal bruge til helt tredje ting.
Og så er der bare så meget i gang lige nu: skole, uddannelse, nye opgaver, nye mennesker - og jeg gerne ville være dygtig til alt sammen. Men med denne tandpine er det som en konstant skygge over hverdagen.
Alligevel er jeg taknemlig for, at Michael er så tålmodig og kærlig ved min side. Uden ham havde jeg aldrig klaret den tur.
Torsdag havde vi så igen en begivenhed i Skagen - denne gang noget helt særligt: vi var i en virksomhed og lærte, hvordan man fletter reb sammen. Det drejede sig om at bygge net - et gammelt håndværk, som virkelig imponerede mig. Det var smukt at se det live og med egne hænder forstå, hvor meget viden og dygtighed der ligger i det.
Efter havde vi kaffe sammen - og det var simpelthen en rigtig skøn tid med de andre guides.
Og fredag var Michael og jeg igen på plejehjemmet og sang. De små koncerter er virkelig kommet os på hjerte - de giver noget til de mennesker, som er der, men også til os.
Ugerne er fulde, ja. Der sker altid noget. Men det føles ikke stressende - mere som en strøm, hvor hver dag bringer noget med sig. Og jeg er taknemlig for, at jeg er lige midt i det hele.
