12. august 2024
D. 10. august var der havnefest her i vores lille by – og det var bare en dejlig dag. Solen skinnede, stemningen var varm og levende. Allerede om morgenen kom der masser af mennesker: lokale, turister, små og store. Der var leg, latter og fælles livsglæde – med vandlege i havnebassinet, forskellige konkurrencer, lækker mad, kaffe og optrin fra lokalklubber.
Men det rigtige højdepunkt kom om aftenen: Vores ven Karsten bragte en sangerinde ud på havnebassinet på en flåde. Det var allerede mørkt, da hun stod på vandet med et ildfad ved siden af sig. Pludselig blev det helt stille. Og så fyldte hendes stemme hele havnen. Det var en magisk stund. Hendes sange rørte os dybt, og snart sang alle med. For mig var det øjeblikket det helt rene hygge: at opleve noget sammen, være forbundet, være der for hinanden.
Så kom søndagmorgen: gudstjeneste i havnen. Alle stole var besat. Præsten stod under åben himmel, mens en fiskekutter loessede sin fangst af bag ham. Solen skinnede, og vi fejrede sammen – igen med hinanden, igen i samme ånd. Derefter var der fælles middagsmad.
Det er mit Danmark. Og her føler jeg mig helt rigtig tilpas.
